Bliv klogere på, hvad en fertilitetstest indebærer.
Mange kvinder går i længere tid med tanker om deres fertilitet – og overvejer, om det kunne give mening at få det tjekket. Måske går du med samme overvejelser og har måske endda prøvet at blive gravid med din partner i en længere periode uden held. Men hvad indebærer en fertilitetsvurdering egentlig? Gør det ondt? Hvad får man svar på?
I dette indlæg forklarer vi, hvordan en fertilitetsvurdering foregår.
Hvad er formålet med en fertilitetsvurdering?
Formålet er at give dig et aktuelt billede af din fertilitet – dvs. hvor mange æg du har tilbage (ægreserven), hvordan dine cyklusser fungerer, og om der er noget, der kræver opmærksomhed.
Du får ikke en facitliste, men derimod et fagligt og trygt udgangspunkt for at træffe dine egne valg. Det kan være beroligende – eller give anledning til videre overvejelser, som fx om du vil forsøge at blive gravid nu, vente eller overveje æg-nedfrysning (social freezing).
Hvordan foregår fertilitetsvurderingen hos os?
En fertilitetsvurdering består af tre hoveddele:
1. Samtale om din cyklus, historik og livsstil
Vi starter med en grundig samtale, hvor vi spørger ind til din menstruationscyklus, eventuelle symptomer (fx smerter, uregelmæssig blødning), din livsstil og eventuel tidligere graviditet eller prævention.
Her får du også mulighed for at stille spørgsmål og dele dine tanker. Mange kvinder oplever det som en lettelse at tale med nogen, der tager deres overvejelser alvorligt.
2. Gynækologisk undersøgelse og scanning
Vi foretager en skånsom gynækologisk undersøgelse og en vaginal ultralydsscanning. Her kigger vi bl.a. på:
- Livmoderen og slimhindens tykkelse
- Æggestokkenes størrelse og udseende
- Antal små ægblærer (follikler), som er synlige i den aktuelle cyklus
Dette kaldes ofte en antralfollikel-tælling og bruges til at vurdere din ægreserve.
3. Blodprøve: AMH-test
Du får taget en blodprøve, som analyseres for AMH (Anti-Müller-Hormon). AMH-niveauet giver os en indikation af, hvor mange æg du har tilbage i æggestokkene.
Højt AMH = mange ægblærer. Lavt AMH = færre tilbageværende æg.
Testen siger dog ikke noget om æggenes kvalitet – kun mængde.
Gør det ondt?
Nej – langt de fleste oplever undersøgelsen som helt udramatisk og skånsom. Ultralydsscanningen kan føles en smule uvant, men den tager kun få minutter og foregår i rolige, trygge rammer.
Hvad får jeg at vide?
Når alle resultater er klar, får du en samlet vurdering og en ærlig samtale om:
- Hvordan din fertilitet ser ud lige nu
- Hvilke muligheder du har – og hvornår det evt. er klogt at handle
- Om der er behov for opfølgning, behandling eller rådgivning
Målet er ikke at presse dig til en beslutning – men at give dig viden og klarhed, så du kan tage dine egne valg.
Hvem henvender fertilitetsvurderingen sig til?
Fertilitetsvurdering er relevant for dig, hvis:
- Du nærmer dig 35 år og har forsøgt i noget tid med din partner uden held
- Du har uregelmæssig cyklus eller symptomer, du er i tvivl om
- Du har mistanke om problemer som PCO, tidligere infektioner etc.
Hvornår er du berettiget til en henvisning?
Husk at før du kommer til os, skal du have en henvisning fra dig egen læge til en fertilitetsudredning. Er I et par, skal I begge have en henvisning:
-
Kvinder under 35 år: efter 1 års ufrivillig barnløshed.
-
Kvinder over 35 år: allerede efter ½ års ufrivillig barnløshed
-
Lægen kan dog henvise tidligere, især ved mistanke om problemer som PCO, tidligere infektioner etc.